First North-børsen til tælling

NASDAQ First North
NASDAQ First North

I en artikel 18. november 2009 i Epn.dk fremhæves det, at mere end en tredjedel af samtlige selskaber i vækstbørsen First Norths historie har mistet mere end 90 pct. af deres markedsværdi. Professor Carsten Tanggaard fra Handelshøjskolen i Århus betragter First North som en totale fiasko, der er selvforskyldt. Steen Blaafalk, formand for Børsmæglerforeningen, ærgrer sig over, at First Norths ledelse ikke har formået at stramme op på sine tilsynsregler i tide. Carsten Borring, der er First Norths direktør bemærker hertil »Ingen tvivl om, at vi har fået nogle ridser i lakken. Men denne type markedsplads er kommet for at blive. Næsten to tredjedele af alle børsnoteringer i Europa foregår i dag på en markedsplads som vores«.

Det er altid meget let at kloge sig, når man kigger i bagspejlet. Der er ingen tvivl, om at der har været svipsere på First North, hvor kvaliteten af virksomheden, der er blevet noteret, og personkredsen blandt nogle virksomheder, har været – mildest talt – tvivlsom. Men på den anden side, så er der brug for en markedsplads for First North, hvor der er relativt få og omkostningsfulde krav for at blive optaget og forblive på markedspladsen. Og hvis First North var blevet etableret i en længere højkonjuktur, havde man sikkert set mange gode investor cases også med de samme virksomheder, som nu har tabt værdi for investorerne. Og indtil videre har vi ikke set eksempler på konkrete forslag til, hvilke yderligere krav der i gives fald så skulle stille til de noterede virksomheder. Lad nu First North få en chance, og investorer så sørg for at se jer bedre for.

  1. Hannu Vangsgaard avatar

    Enig et stykke af vejen – besindighed er altid en dyd og det vil altid tage lang tid at opbygge tillid til en helt ny markedsplads, finanskrise osv. osv.

    MEN – jeg mener nu også, at det er fair at sige, at First North ledelsen i dén grad har haft hovedet oppe et vist sted i forbindelse med minimum et par af noteringerne. Eks. burde nanocover og abaris ikke have været noterede. Det ville have krævet et minimum af research og mod at undgå de skandaler, det medførte, og dermed den skade FN har påført sig selv.

  2. Kim Nilsson avatar
    Kim Nilsson

    Hvordan kan man udtale “Men denne type markedsplads er kommet for at blive”, når der næsten ingen handler er.?

    Hilsen Kim Nilsson

  3. Martin von Haller Grønbæk avatar

    Udtalelsen fra Carsten Borring er vel baseret på, at markedspladser a la AIM i London (og First North i Sverige) ser ud til at dække et reelt behov for en alternativ markedsplads for kapitaltilvejebringelse for mindre virksomheder. Det tager dog tid at bygge en sådan op, og First North i Danmark er der klart ikke endnu. Men det betyder efter min opfattelse ikke, at man skal opgive forsøget.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *