(Joshua Redman)

I fredags var jeg med Jeanne og et par venner inde og høre Joshau Redman og Kenny Garrett, der spillede på det Kgl. Teaters Gl. Scene. Koncerten var en del af Copenhagen Jazz Festival 2007. Hver mødte op med deres orkester – Joshau Redman med en trio, og Kenny Garrett med en kvartet.

Jeg har hørt begge før. Første gang jeg hørte Kenny Garrett var faktisk med Miles Davis, da Miles Davis var i København en gang i 80’erne og spillede en fantastisk koncert i Falkonerteatret. Jeg har også hørt Kenny Garrett i Jazzhouse for vel en 4-5 år siden sammen med Pat Metheny. Joshua Redman husker jeg bedst, fordi han slog igennem, da jeg boede i USA i starten af 90’erne. Her hørte jeg ham på Iridium i New York, og senere har jeg hørt ham en gang vist nok i Musikhuset i Århus.

Anyways, jeg havde glædet mig meget til koncerten, de begge saxophonister tilhører den (ikke længere så) unge generation af amerikanske tenor saxofonister, som jeg begyndte at høre en del musik af – sammenfaldende med min stigende interesse for jazz musik – i starten af halvfemserne. Jeg har også (købt og betalt!) stort set alle de soloplader, som de har udgivet. (En tredje stjerne indenfor samme kategori i min pladesamling er James Carter).

En af grundene til, at jeg beundrer disse – og andre – unge sorte “jazz løver” er, at de for mig står som et fantastisk eksempel på, hvorledes sort amerikansk musik kultur i dag repræsenteres af unge veluddanede musikerere, der er ligeså seriøse i deres tilgang til deres kunst som musikere indenfor den klassiske musik. Her er tale om unge mennesker, der har “styr på det hele” og ikke ender deres liv som ynkelige narkovrag.

Første sæt tilhørte Joshua Redman og var fremragende. Masser af spilleglæde. God kommunikation med publikum. Fremragende samspil med de to øvrige musikere. Og fremfor alt skøn og varieret musik.

(Kenny Garrett)

Andet sæt med Kenny Garrett var en ret stor skuffelse. Det hele startede rigtig god med en veritable lyn og torden udladning i form af et nummer, som jeg ikke kender titlen på. Det som så mange opfatter som ren larm (heriblandt Jeanne!) men som en ægte John Coltrane fan føler nærmest som en trancendental meditativ oplevelse, og som Kenny Garrett gav lyd til på albummet Pursuance, hvor han sammen blandt andet Pat Metheny spiller John Coltrane standarder. Det var en god start på sættet.

Men derefter var resten en mærkelig usammenhængende og uengageret affære. Man – jeg i hvert fald – sad hele tiden med fornemmmelse af, at “det her spiller altså ikke rigtigt”. De forskellige numre hang ikke rigtig sammen: Her tænker jeg ikke på, at numrerne ikke var i samme stil, men på at det synes som, at musikerne efter hvert nummer skulle samle sig selv op igen, fordi det ikke rigtig lykkedes for dem i det sidste nummer.

Helt galt gik det i det sidste nummer “Happy people”, hvor Kenny Garrett meget krampagtigt forsøgte at få publikum til at klappe og synge med på omkvædet. Det var direkte pinligt. Og heldigvis havde Kenny Garrett situationsfornemmelse nok til at forstå, at det beherskede klapperi ikke ligefrem var tegn på et udtalt ønske om at få et ekstranummer. For første gang hvor jeg har været til en jazz koncert, blev der ikke gvet noget ekstranummer!

Kjeld Frandsen fra Berlingske er bestemt ikke enig med mig. Men det man sige, at Jakob Levinsen fra JP i høj grad er.

Technorati Tags:
joshuaredman, kennygarrett, livejazz, copenhagenjazzfestival2007