Den amerikanske Amerikansk politolog og forfatter, Francis Fukuyama, argumenterer i et essay i Information for, at vestlige, demokratiske landes borgeres tillid til deres politikere er faldende. Borgernes forventninger til politikerne er steget hurtigere end politikernes evne til at levere.

Hans pointe er blandt andet, at øget medborgerinddragelse ikke løser denne tillidskrise. Tværtimod er borgerne mere engagerede i samfundsdebatten en nogensinde. Engagement i form af SoMe anden aktivisme er desværre ofte ikke konstruktiv og ikke befordrende for den deliberative samtale, som vores demokrati er bygget på. Mere af den slags engagement vil tværtimod forringe demokratiet.

Fukuyama henviser til to undersøgelser af beslutningsprocesser i forbindelse med to store infrastrukturprojekter. Dels Stuttgart 21, der handlede om at bygge en højhastighedstogforbindelse med en helt ny endestation i Stuttgart, dels til et projekt om at ombygge en stor del af Torontos havnefront til en såkaldt ’intelligent by’. Begge blev skrinlagte efter voldsomme protester på sociale medier og i form af voldelige demonstrationer.

Det interessante her er ikke, at aktivisme medførte, at borgerne blev hørt, og at de uønskede projekter blev taget af bordet. Nej, det interessante var, at begge infrastrukturprojekter blev vedtaget af demokratisk valgte bystyrer, og at der var en bred opbakning til begge projekter hos den vælgerskare, der med flertal stemte for de politikere, der havde projekterne på deres agenda.

Det udemokratiske element var således ikke vedtagelsen af projekterne. Derimod var beslutningen om at stoppe projekterne udtryk for et udemokratisk pøbelvælde. Dem, der råbte højest og demonstrede mest aktivt vandt. Borgerinddragelse i form for aktivisme er ikke demokratisk men populistisk.

Når tilliden til vores politikere er dalende er det måske ikke, fordi de ikke “er på linje med folket” men fordi de lader sig påvirke for meget af dem, der råber højest på sociale medier og på gaden. Disse repræsenterer ofte et meget lille mindretal. I stedet burde politikerne måske stå ved det mandat, som vælgerne giver dem, og repræsentere dem indtil næste valg.

Herved være naturligvis ikke sagt, at de magthavende politikere ikke skal høre og lade sig påvirke af de holdninger, der kommer til udtryk ved demonstrationer og på twitter. Men den dempkratiske dialog skal ske indenfor de rammer og institutioner, som trods alt har vist at være bedre for vores samfund, end alle andre utopier, som er drømt op og forsøgt gennemført i andre lande ofte ved voldelige revolutioner med katastrofale følger.

I Atlas Magasin #2-2021 skriver Alexander Rich Henningsen, at “uanset hvad politikere og kommentatorer påstår, er Danmark ikke et splittet land. Vi er faktisk eksperter i at flytte konflikter ind i nogle velordnede institutioner, der producerer konsensus på samlebånd.” Han supplere med at citere Lisa Storm Villadsen, professor ved Københavns Universitet, “Det stærke ved kompromiserne, der historisk set er indgået i dansk politik, har netop været evnen til at inkludere og moderere uenigheder. I det store billede har man faktisk lykkedes med at flytte konflikter fra gaden ind i de civiliserede institutio- ner uden at kritikken blev fejet af bordet. De danske konsensusmekanismer har faktisk sikret, at sociale protester er blevet hørt og har fået indflydelse på konkret politik.”

Måske er udfordringen for vores demokrati idag, at politikkerne i for høj grad lader sig påvirke af udenom-parliamentarisme i form af SoMe shitstorme og voldelig aktivisme. #Metoo og klima demonstrationer er udtryk for holdninger, der er vigtige input i den demokratiske debat. Dette input kan ikke undværes. Men den deliberative dialog skal være konstruktiv og foregå indenfor de demokratiske institutioner. Ellers vinder den der råber højest.