Hvor har han ret ham Classy:

“Der er flere pseudohistorier (se også forrige indlæg) fra weekenden at ærgre sig over. Audrey Castaneda fik en del airplay på at klage over at der ikke stod noget offerrådgivning til rådighed for hende da hun sidste år ikke var offer for en forbrydelse. Ja, der stod ‘ikke’.
Jeg er helt vild med big government. Jeg går ind for statsstøtte til snart sagt alt. Men sådan en historie er virkelig egnet til at gøre selv mig til ærkeliberal.
Jeg er sikker på at jeg også ville have overordentlig svært ved at sove eller arbejde eller slappe af hvis jeg havde set en mand blive skudt på gaden, men det er ikke og kan aldrig blive en statsopgave at sørge for at Audrey Castaneda er lykkelig. Det er Castanedas helt egen livsopgave. Endnu mere end det: Det er da den eneste virkelig store glæde her i verden: At lykkes med det sammen med sine kære.
Og det bedste råd man kan få om hvordan man tackler den opgave fik vi forleden fra nogen der faktisk var ofre, ikke bare vidner, til en voldsforbrydelse: Nogen holder af dig. Læn dig op ad dem. Så kommer I bare til at holde endnu mere af hinanden. Det er eddermame samfundsnytte, så det sparker.

Bizart nok havde alle nyhedsmedier vinklen ‘hvor er det synd’. Der var ikke en der sagde: ‘Jamen, er det ikke bare sådan det er at have del i i det fælles ansvar?’. Man kan som sagt blive helt liberal.

Det eneste, der kunne få mig til at støtte mere krisehjælp ville være, hvis der forelå en blot nogenlunde seriøs analyse, der argumenterede overbevisende for, at en time af mere krisehjælp overall ville betyde mere nytte for samfundet eller på et lavere niveau mindre omkostninger til medicin etc. Indtil dette foreligger, vil jeg tillade mig at konkludere, at driveren bagved krisehjælpstrenden er den stadig stigende “følelsesindustri” bestående af psykologer, terapeuter og andre typer af konsulenter.

(Via Notes from Classy’s Kitchen.)

Technorati Tags:
klientsamfundet,
krisehjælp,
psykologer