Så fik jeg endelig tid tid at læse Ole Grünbaums bog fra efteråret 2004 om “Farvel til Krønikesamfundet – Fortællinger fra den danske metropolis“. Og her er mine mere eller mindre ustrukterede tanker i forlængelser heraf – skrevet med udsigt til det røde hav på i hotel på sydspidsen af Sinai halvøen.

Ole Grünbaum er en af de få danske forfattere, hvis meninger om fremtidens danske – dermed globaliserede – samfund, som jeg gider at læse. En anden danske forfatter, som jeg synes har noget interessant at sige om fremtiden – hvordan den bliver og kunne blive – er Tor Nørretranders med særligt bøgerne “Frem i tiden” og “Det generøse menneske”. Der er nok også en hel del andre, der er interessanye her, men dem kender jeg altså ikke.

Skægt nok synes Tor Nørretranders at være et af Ole Grünbaums hadeobjekter, når talen går på netværksamfundet og informationsteknologi, selvom jeg synes, at begge forfattere har flere ligheder end forskelle, særligt når det drejer sig om fremtidsoptimisme. Her kunne man drillende – særligt med adresse til Ole Grünbaum sel – henvise til det skænderi, som han i bogen beskriver mellem Georg Metz og Carsten Jensen i forbindelse med den nye danske kulturkamp i starten af det nye årtusinde.

Jeg fandt Ole Grünbaums seneste bog om Teknofetischisme et rigtig godt indlæg i debatten om de skiftende regeringers såkaldte IT-politik. Jeg var og er dog langt fra enige med ham i den trivialisering af informationsteknolgiens muligheder som middel til at forbedre demokratiet og dets institutioner, som han beskriver i bogen. Den samme overfladiske tilgang til elektroniske netværk er udtrykt i hans nyeste bog. Det synes som om, at han sætter lighedstegn mellem dotcom og Internet, og intet kan jo være længere fra sandheden. Tværtimod ser vi vel i dag, at Internets betydning som et medium med socialt og demokratisk potentiale som voksende med stor kraft.

Grunden til at jeg har glædet mig til at læse Farvel til Krønikesamfundet er imdidlertid den række essays af Ole Grünbaum, som han publiceret i Weekendavisen i løbet af 2003 og 2004. Disse essays gav mig en påtrængt mulighed for at se 68’er oprøret og dets ideer i et nyt og mere nuanceret lys. Min holdning til 68’ere har altid været præget nærmest af had til denne generation af aktivister, der i dag sidder på flæsket i det danske samfund og sørger for, at det udpines kun for at sikre, at der nok til lige at betale deres pensioner og frynsegoder med.

Fremtiden må andre tage sig af, og som sådan er de endnu mere reaktionære end Pia Kjærsgaard og Søren Krarup. Hertil skal så tillægges min voldsomme harme over disse 68’eres manglende reelle solidaritet med den tredje verden, idet deres eneste ønske er at klientificere og skabe andre jobs i den offentlige ulandsbistandsindustri, når enhver idiot kan se, at de stakkels udpintet ulande ville være meget bedre tjent med påtvunget demokrati og frie markedskræfter.

Ovennævnte meget ensidige opfattelse af de gamle venstreorienterede 68’ere bekræftes jeg på behageligste vis i ved at læse Ole Grünbaums nye bog. Det er fint nok. Hvad der imidlertid er meget bedre er, at bogen beskriver ideerne bag 68 oprører og dets historiske baggrund. Det er der sikkert mange andre bøger, der også gør. Dem har jeg imidlertid ikke læst og kommer nok aldrig til at læse. Så bær venligst over med min begejstring over at blive sat ind i et for mig nyt område.

Nu er det bedste imidlertid, at Ole Grünbaum i bogen også giver det for mig har været “the missing link”: forbindelsen mellem på den ene side 68 oprørets ideer om et nedbryde autoriterer og hierarkier og på den anden side den ultimative kapitalistiske konkurrence i globale (og nationale) elektroniske netværk. Dette er måske banalt for nogen, men for mig var det et heureka. Kombinationen af meritokrasi, humanisme og fri konkurrence giver muligheder for individuel udfoldelse. Den dynamik, der opstår mellem markedsøkonomi og menneskelighed er vejen frem mod demokrati på den fede måde!

Dette samspil har givet os en masse sjov – som Ole Grünbaum skriver – og det er efter min opfattelse helt umuligt at tage et andet udgangspunkt, når vi i dag skal forbedre det samfund, som vi og andre skal leve i. Det gode samfund skabes ikke ved en revolution, hvor udgangspunktet vendes på hovedet så at sige, men ved evoution, gradvise forbedringer, trial and error. Ole Grünbaums har bestyrket mig i denne opfattelse og givet mig en forståelse for, hvorfor 68 oprøret var vigtigt og af blivende værdi for os i dag.

Det er selvsagt befriende, at Ole Grünbaum i modsætning til mange af sine mange fæller fra 68 oprøret har egenskab, at markedets usynlige hånd i al sin neutralitet og og værdiforladthed er bedre til at bringe om ikke lykke så megen anden sjov og behovstilfredstillelse end hænder, der tilhører inkompente men alligevel “bedrevidende” og ofte fascistoide utoper, hvilken end ideologi de måtte tilhøre. Det turde imidlertid ikke være en ny og banebrydende ide. Jeg synes imidlertid godt om Ole Grünbaums ikke blinde og ukritiske men ikke desto mindre sammenkædning af individets muligheder for udfoldelse og selvrealisering i markedet og så, hvad han kalder “livets dans”.

Livets dans med det enkelte menneske som danser med det enkelte menneskeliv som dramaet. Uden at kende nærmere hertil, lydere det som noget fra østerlandsk filosofi og må have rødder i Ole Grünbaums periode med fordybelse gennem mediation. Jeg kom i hvertfald til at tænke på en af mine gamle John “Mahavishnu” McLaughlin plader.

I Ole Grünbaums bog gentages Anders Fogh Rasmussens valgsprog “Mennesket før Systemet” nærmest som et mantra. Der er i denne sammenhæng lighedstegn mellem staten og systemet, og Ole Grünbaum påpeger helt rigtig den forfærdelige formynderiske rolle – eller “faderlige” – rolle som staten spiller i det danske samfund. Vi har har outsourcet ansvar og samvittighed til staten. Og på trods af, at denne rollefordeling helt klart ikke tilfredsstiller os i dag, så er rygmarvsreaktionen hos alle politikere fra enhedslisten over midten til dansk folkeparti, at statens magt må styrkes.

Men hvad er alternativet? Det nytter jo heller ikke noget at lade markedet råde i alle forhold. Som Ole Grünbaum er lidt inde på, og som beskrives ganske udførligt i Tor Nørretranders Det Generøse Menneske, er markedet ganske upassende og utilstrækkelig som regulator af en lang række transaktioner mellem mennesker.

Findes der en platform mellem stat og marked? Ole Grünbaum peger på “livets dans”. Der findes sikkert også en masse andre måder at beskrive sådanne på. Jeg kunne forestiller mig mere fokus på “fælleder” eller andre former for “fælleskaber”. Friheder, som alle kan tages, og som sådan slet ikke er reguleret hverken af staten eller af den private ejendomsret. Et område, som jeg finder særligt interessant er retten til at anvende ideer og andre intellektuelle frembringelser. Man kunne betragte forslaget, som også dukker op i Ole Grünbaums bog, om en minimal borgerløn som sådan. Alle skulle have frihed til at yde deres b

idrag til kultur, omsorg, start af ny virksomhed etc. uden at skulle tænke på at skaffe sig et fornødent grundlag for dagen og vejen. Det ville uden tvivl skabe grobund for en eksplosion af kreativitet – social, teknologisk, kulturel etc. Borgerlønnen skal imidlertid være så lav, at der altid er et reelt incitament til at skaffe sig en indtægt, hvis man ikke er en ildsjæl, hvor friheden for at skulle tjene penge er mere værd.

Nok for denne gang…