Jeg tror generelt ikke på, at partier giver mening mere. Der er ingen reel forskel mellem højre og venstre i folketingssalen. De gamle partier burde være lagt i graven sammen med de gamle ideologier. Deres fortsatte eksistens kan alene betragtes som almindelig organisatorisk inerti. Når en organisation er skabt, tager den et liv i sig selv og nægter at dø, selvom dens rationale er forlængst forsvundet. Kun manglende vælgertilslutning kan gøre det af med et parti.

Jeg stemmer fortsat, fordi der ikke er alternativer, og idet den demokratiske proces ellers overlades til bittesmå indavlede vælgerforeningen og pengestærke lobbyister. Jeg stemmer imidlertid på personer og ikke partier.

Jeg er ikke medlem eller tilhænger af det Radikale Venstre. For mig er det et parti, der der generelt forsøger at undgå alle hårde valg og reformer, der er nødvendige for fremtidens borgere, ved at bruge nødbremsen “Det er ikke anstændigt”. Hvis jeg kun kunne stemme på et parti, ville jeg dog nok overveje meget, om det ikke var her at stemmen ville lande.

Ikke desto mindre er de mange af de politikere, som jeg på det personlige plan respekterer radikale.

Når jeg skal sætte mit kryds ved valget i februar 2005, så bliver det ved Charlotte Fischer. Alternativt ved Morten Helveg Petersen. Dog kan jeg ikke stemme på Morten, da han ikke stiller op i min kreds. Det gør Charlotte imidlertid heldigvis.